Tilhængere af atomkraft påstår tit og ofte at vi har berøringsangst med atomkraft. Det forhindrer ikke at information på grodt og ondt bliver så tilgængelig som mulig.

 

Vi ved jo , at atomkraft gennem mange år har haft fingrene i eksttremt mange udslip og ulykker, så vil man ikke fanges på sengen i argumentationen, så er det nødvendigt med information.

Sidst blev vi informeret om , at en sky af radioaktive isotoper drevhenover Europa fra en eller anden kilde i Rusland eller Kazanstan. Isotoper der åbenbart kun kunne stamme fra en berigelsesprocess af uran til plutonium.

Denne gang blev det bagatelliseret. Og man tænker umiddelbart , hvad så næste gang ?

Det hele begyndte for 75 år siden , hvor man i Chicago udviklede det første anlæg til produktion af spaltbare grundstoffer. Der siden førte til militær forskning og atombomben.

Rædslerne fra de førtste sprængninger førte til , at man senere udviklede atomkraft til el-produktion.

Det var hvad argumentationen i alle tilfælde lød på.

Så den første reaktor blev bygget på en idrætsbane ved Universitet og Chicago af den italienske ingeniør Enrico Fermi under navnet Chicago Pile 1.

Og det er fra den dag man regner atomkraften født, selvom der i f.eks. Danmark i 1920erne og 1930erne foregik rigtigt meget grundstof forskning ved Københavns Universitet.

Så kom første gennembrud altså på boldbanen i Chicago.

Og det er 75 år siden.

Det første atom kraftværk til ren elproduktion kom imidlertid først i 1954 i USSR ved Ubinsk. Og det er 63 år siden.

Atomkraft er udviklet i militær øjemed. Så den fredelige udvikling bruger altså den militære udviling som platform for elektricitetsproducerende atomkraftværker.

Værker der nu både kunne skaffe beriget uran og elektricitet til industrien og samfundet.

Ligesom reaktoren på boldbanen i USA , så var de første russiske reaktorer af den grafir-modererede type. Dog var russernes mange gange større end de amerikanske.

Sputnik-chokket i 1956 fik imidlertid udviklingshastigheden indenfor rumfart og samtidig atomkraft til at ekskalere voldsomt.

Industrispionage i 1950erne gjorde det muligt for russerne at overhale USA på både rumfart og atomkraft.

Efter 1956 begyndte man at bygge store atomkraftværker i USA , men man havde kun tegninger til atomubåds reaktorer , så de blev nu kopieret og bygget på land. På steder med meget vand omkring.

Russerne derimod var oppe i en helt anden skala. Og snart fulgte Englænderne, franskmænd og svenskerne efter. Spaltbare grundstoffer dannedes bl.a. i en atomreaktor. Så trømforsyning og militær udvikling fulgtes nu ad i en række lande.

Kun Japan har i dag en ikke militær reaktorindustri. Ellers står vi i dag med en usikker fremtid.

Så jo mere vedvarende energi des færre atomkraftværker er der behov for .

Idag står vi imidlertid med 448 atomkraftværker fordelt på 30 lande.

Og tallet falder tilsyneladende ikke.

Ian