Overgang fra oliefyr til grøn opvarmning tvinger samtidig brugerne udi højere udnyttelsesgrader.

Det letteste ville være hvis alle flytte i nul-energi huse , men det sker ikke med det første. En højere isolation vil betyde langt mindre tab , så før man ser på udstyret vil en kraftig isolation af alt i boligen give det første hurtige og målbare resultater.

 

Nul energihuse bruger så lidt at et oliefyr og varmepumper vil yde for meget. Så her er der ikke brug for mange varmekilder.

Noget andet er vores sædvanligvis dårligt isolerede huse , hvor kuldebroer ,punkterede vinduer ,råd i afdækning og sammensunken isolation giver et stort varmeforbrug. Men nu er det jo ikke altid let at afhjælpe hullerne i vores varmetab.

Og de bedste isolationsmaterialer er ofte de mest brandfarlige. Så valget mellem flere problemer bliver ofte et kompromis. Hvor flaminco og polyureathane skum erstattes af rockwoll.

Men der er mange kuldebroer i gamle huse.

 

Så det bedste man kan er at installere varmekilder der er store nok til at matche energitabet.

Samtidig skal man minimere sine rørføringer , så tabet til omgivelserne bliver så lille som muligt.

Køkken , bad og energi-rum bør derfor ligge tæt.

For også igennem rørisolation tabes der kalorier.

F.eks. i 1980erne hvor man lagde solfangerne på ladetaget overfor og pumpede vandet via 20 meter lange rør over til stuehuset. Dengang kunne man tabe 40 procent alene i rørføring.

 

Ligesom anlæg uden varmelås tømtes hurtigere . For varme kan ikke løbe nedad, men følger rørene vandret ud fra fyr rummets tanke. Det gælder solfangerelagertanke og også shunttanke til halmfyr.

 

Energieffektivitet opnås kun ved omtanke og planlægning.

Og varmekilden skal helst kunne klare de koldeste og fugtigste perioder.

 

Ian

 

 

Template by JoomlaShine