Med en femdobling af varmepriserne  , dyrere strøm og  jætte stor arbejdsløshed  står Litauen nu med så mange problemer at  man spørger om  kravene der førte til EU medlemskabet var det værd ?

Befolkningen i Litauen en af EU's fattigste områder må se langt efter den lovede støtte , der ville følge i kølvandet på lukning af landets største arbejdsplads det atomkraftdrevne elektricitetsselskab Ignalina. 

I Danmark får vi overskud udelukkende på grund af Nordsøolien , landbrug og vindmølleeksport .  I Litauen tjente man på salg af elektricitet til nabolandene, nu er den indtægt væk. Og alle priser stiger.

Alene varmeudgifterne stiger for en to værelses lejlighed fra  80 til 100 litas og nu 320 til  400 litas. Pensionsalderen  forhøjes for hele befolkningen. Og sociale kompensationer i kølvandet på kraftværks lukningen indstilles.

Man lovede lavere el priser , men har fået det modsatte. Nu piller man ved arbejdsløshedsunderstøttelsen, godtgørelse af ulemper , vedligeholdelse, uddannelse , omskoling og fratrædelsesordninger.

Med en  gennemsnitslevetid på  lidt under 71 år for mænd ( EU har 78 år) har Litauen den laveste levealder  i EU.  Så der  i princippet bliver sammenfald  mellem død og pension.

19.000 har underskrevet en protest  , men  det ser ikke ud til at hjælpe.

Fortsætter udviklingen kan vi ligesågodt rydde Lolland og Bornholm  til nye økonomiske flygtninge.

Så konsekvenserne for det fattige land synes meget voldsomme. Underligt nok dækker pressen ikke begivenhederne i  Østersøens skarpe hjørne.

Spørgsmålet er egentligt: Er vi på vej til at gøre det samme  som Litauen *?

Altså ”ødelægge den industri og energistruktur” der har givet os smør på brødet .

Vi kan nu se at Litauen  ikke kan  tåle omvæltningen.

Ian